Nærmere om den praktiske gennemførelse af hovedforhandlingen

Til den mundtlige hovedforhandling skal begge parter - selvfølgelig - forberede sig, da det er her, sagens samlede beviser præsenteres for domstolen (forelæggelsen og forklaringerne), og da det er her, parterne respektivt skal præsentere deres samlede - og tilbageværende - argumenter i sagen (procedurerne), inden der kan træffes afgørelse ved dom. 

Under hovedforhandlingen møder parterne op i den retssal, som domstolen stiller til rådighed for hovedforhandlingen. Parterne sidder sammen med deres respektive advokater ved borde og stole, der er placeret på hver sin side af dommerpulten, der er centreret i retssalen, og hvor dommeren (eller dommerne) sidder og har overblik over retssalen. I midten foran dommerpulten er placeret et bord og en stol, hvorfra parter og vidner afgiver de forklaringer, der skal gives under hovedforhandlingen. Bagerst i retssalen er opstillet stole, hvor tilhørere kan sætte sig og overvære hovedforhandlingen. I de fleste sager uden for pressens bevågenhed er der ikke tilhørere, med mindre det er personer, som har en eller anden særlig tilknytning til parterne eller den tvist, der skal træffes afgørelse om. 

Når hovedforhandlingen påbegyndes, kommer dommeren (eller dommerne) ind i retslokalet, og alle rejser sig. Herefter fortæller parterne, hvad de ønsker at opnå ved en dom (parterne nedlægger deres påstande).  

Hovedforhandlingens videre kronologi kan skitseres som følger: 

(i)     Sagen forelægges

(ii)    Parter og vidner afgiver forklaringer

(iii)   Eventuel afhjemling af skønsrapport

(iv)   Sagen procederes

(v)    Sagen optages til dom - med mulighed for tilkendegivelse

I det følgende vil de forskellige dele af hovedforhandlingen blive beskrevet nærmere.

(i) Forelæggelsen af sagen

Det er den sagsøgende part, der har ansvaret for at forelægge sagen for domstolen. I praksis er det sagsøgerens advokat, der forelægger sagen. Forelæggelsen består i, at alle relevante bilag gennemgås, ligesom det gøres klart for domstolen, hvad sagens hovedproblemstilling(er) er – dvs. hvad det er, domstolen skal være særligt opmærksom på, når der skal træffes afgørelse i sagen. 

Almindeligvis vil sagens bilag blive gennemgået enten kronologisk eller tematiseret kronologisk, og det er ikke ualmindeligt (og i nogle sager er det et krav fra domstolens side), at sagens processkrifter og bilag samles i en processkrifts- og bilagssamling med sideinddeling og indholdsfortegnelse. Det er sagsøgerens opgave at udarbejde en sådan, når det er påkrævet. 

Udarbejdes en processkrifts- og bilagssamling, skal parterne indstrege de passager, som efter deres opfattelse er relevante for sagens spørgsmål.  

Arbejdet med at forberede forelæggelsen kan være afgørende for, at dommeren (eller dommerne) får den rigtige og fuldstændige forståelse af sagens faktum, og i større og komplicerede sager vil forberedelsesarbejdet til forelæggelsen kunne være endog ganske omfattende.

(ii) Parts- og vidneforklaringer

Når forelæggelsen er gennemført, afgiver parterne deres forklaringer for retten. Først er det sagsøgeren, der afgiver sin partsforklaring, hvorefter sagsøgte giver sin partsforklaring. Det er frivilligt, om en part ønsker at afgive forklaring, men hvis der afgives en forklaring, skal forklaringen være sand.  

Forklaringerne afgives ved, at advokaterne stiller spørgsmål, som parterne besvarer. Når det er sagsøgeren, der afgiver sin forklaring, er det også sagsøgerens advokat, der først stiller spørgsmål. Når sagsøgerens advokat har stillet sine spørgsmål, får modpartens advokat lejlighed til at stille sine (supplerende) spørgsmål. Når modpartens advokat er færdig med at stille sine spørgsmål, kan først sagsøgers dernæst sagsøgtes advokat stille eventuelle yderligere, supplerende spørgsmål, inden forklaringen er færdig, og parten igen kan forlade vidnestolen. Nogle gange sker det, at også retten stiller spørgsmål undervejs. 

Når partsforklaringerne er afgivet, skal vidneforklaringerne gives. Det er først sagsøgerens vidner, der skal afgive forklaringer, hvorefter sagsøgtes vidner afgiver deres forklaringer. I Danmark er der vidnepligt, hvilket betyder, at en person kan pålægges at afgive forklaring i en retssag mod sin vilje (med nogle specifikke undtagelser). Herudover er det lovbestemt, at vidner skal tale sandt, og det er strafbart at lyve under vidneforklaringen. 

For både parts- og vidneforklaringer gælder det, at parternes advokater vil have forberedt såkaldte spørgetemaer hjemmefra, således advokaterne får stillet de nødvendige spørgsmål, som sikrer, at vidnerne afgivet forklaring om de forhold, der er relevante for sagens afgørelse.

(iii) Eventuel afhjemling af skønsrapport

Når både sagsøgers og sagsøgtes vidner har afgivet deres forklaringer, vil der i nogle sager kunne stilles spørgsmål til skønsmanden, hvis der har været afholdt syn og skøn i sagen. Skønsmanden vil almindeligvis have udarbejdet en rapport, hvori skønsmanden har besvaret de spørgsmål, som parterne har stillet til skønsmanden under sagens forberedelse. Under hovedforhandlingen vil parterne kunne bede skønsmanden om at uddybe de observationer, som skønsmanden har gjort under skønsforretningen, ligesom parterne kan stille spørgsmål til det udførte syn og skøn samt skønsrapporten. Dette kaldes for afhjemling af skønsrapporten.

Når samtlige relevante personer har afgivet forklaring, og der (eventuelt) er sket afhjemling af skønsrapporten, skal sagen procederes.

(iv) Procedurerne, herunder replik og duplik

Påbegyndelsen af procedurerne markerer den endegyldige afslutning af sagens bevisførelse. På dette tidspunkt kan der ikke fremkomme nye faktuelle forhold, som kan påvirke sagens udfald, og det er nu parternes opgave at overbevise dommeren (eller dommerne) om, hvorfor de respektivt skal have medhold. Opgaven på dette tidspunkt er med andre ord at sammenkoble sagens faktum med de juridiske argumenter, som taler for partens sag.  

Det er sagsøgerens advokat, der først procederer. Advokaten vil i praksis ofte have forberedt sin procedure hjemmefra, ligesom det er sædvanligt i sager med et vist kompleksitetsniveau, at advokaten medtager nogle tidligere afsagte retsafgørelser (domspraksis) og retslitteratur, som underbygger de juridiske argumenter, som fremføres under proceduren. Selvom advokaten på den måde ofte vil være velforberedt, vil det i langt de fleste tilfælde være nødvendigt for advokaten at korrigere sin procedure og afstemme den i forhold til de forklaringer, der er blevet givet under hovedforhandlingen, og som advokaten - i sagens natur - ikke i detaljer har haft mulighed for at forberede sig på hjemmefra. 

Når sagsøgerens advokat har færdiggjort sin procedure, er det den sagsøgtes advokat, der skal procedere. Opgaven er den samme som for den sagsøgende advokat, og forberedelsen er i vid udstrækning den samme arbejdsproces for begge advokater. Dog er der den realitetsforskel, at sagsøgtes advokat netop har hørt sagsøgerens advokat procedure, hvilket ofte giver anledning til, at den sagsøgtes advokat skal adressere disse synspunkter i sin procedure. 

Efter sagsøgtes procedure får sagsøgerens advokat lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger sagsøgtes procedure (sagsøgers replik), hvorefter sagsøgtes advokat kan komme med sine bemærkninger til sagsøgers replik (sagsøgtes duplik). Når replik og duplik er afsluttet, har parterne (og deres advokater) ikke mere taletid.

(v) Sagen optages til dom - med mulighed for tilkendegivelse

Når parterne har færdigprocederet sagen, afsluttes hovedforhandlingen oftest uden yderligere bemærkninger, og sagen optages til dom. De fleste domme afsiges fire uger efter hovedforhandlingens afslutning, men i nogle sager går der op til otte uger.  

I nogle sager spørger dommeren (eller dommerne), om parterne er interesserede i en såkaldt tilkendegivelse. Ved en tilkendegivelse fortæller domstolen parterne, hvordan sagens udfald kan forventes at blive. Parterne vil alene modtage tilkendegivelsen, hvis de giver udtryk for, at de er interesserede i en sådan. Baggrunden herfor er, at dommeren (eller dommerne) - hvis en tilkendegivelse gives - har en forventning om, at parterne grundigt forholder sig til, om de vil acceptere tilkendegivelsen, således dommeren (eller dommerne) undgår at skulle udarbejde en dom. Hvis man derfor som part ved, at en tilkendegivelse ikke er tilstrækkelig, f.eks. fordi dommen er vigtig som præjudikat for andre (eventuelt fremtidige) sager, eller simpelthen fordi parten ønsker at modtage en dom, oplyses dette på forespørgsel, og der vil ikke blive givet en tilkendegivelse. Sagen optages derefter til dom. 

En tilkendegivelse - hvis den gives - er ikke bindende, og en af parterne (eller dem begge) kan anmode om en dom, efter at tilkendegivelsen er givet. Det kan dog ske, at dommen bliver anderledes end tilkendegivelsen, hvilket dog kun sjældent ses i praksis.

Selve dommen - og muligheden for at anke - kan du læse mere om på den følgende side.