De forskellige indenretlige processkridt og den overordnede proces

Efter sagsøgerens indlevering af stævning påbegyndes sagens indenretlige forberedelse, og retten fastsætter almindeligvis som det første en frist for at den sagsøgte til at indlevere et svarskrift.

I svarskriftet skal den sagsøgte nedlægge sin påstand (f.eks. frifindelse), ligesom den sagsøgte skal beskrive sagens faktum og fremlægge (supplerende) beviser i sagen samt argumentere for, hvorfor sagsøgte skal gives medhold i sin påstand. 

I mange sager vil domstolen herefter indkalde til et telefonisk retsmøde, hvor parternes advokater deltager. Formålet med telefonmødet er, at sagen drøftes, og at der aftales nogle rammer (og frister) for sagens videre forberedelse, herunder f.eks. (i) om der skal indleveres yderligere processkrifter, (ii) om der skal afholdes syn og skøn, (iii) om der er spørgsmål, som skal udskilles til særskilt behandling, (iv) om parterne ønsker at gøre brug af domstolenes tilbud om retsmægling, samt (v) om der er forhold af processuel karakter, som parterne ikke kan blive enige om, og som domstolen derfor skal træffe en særskilt (del)afgørelse om.  

I nogle tilfælde kan sagen i øvrigt allerede på dette tidspunkt berammes til hovedforhandling; dvs. at der kan findes en dato, hvor parternes mundtlige præsentation af sagen skal finde sted. Uanset om berammelsen sker på dette eller et senere tidspunkt, markerer berammelsestidspunktet også forberedelsens afslutning, idet sagens forberedelse som udgangspunkt afsluttes fire uger før hovedforhandlingens første retsdag. Efter forberedelsens afslutning må parterne ikke fremkomme med yderligere beviser eller argumenter, og de sidste fire uger forud for hovedforhandlingen anvendes til at forberede denne. 

I det følgende uddybes de anførte punkter (i)-(v) lidt nærmere:

(i) En fortsættelse af den skriftlige forberedelse – flere processkrifter

Ofte vil det være nødvendigt for parterne at indlevere flere processkrifter end blot en stævning og et svarskrift. I den proces, hvor parterne indleverer yderligere processkrifter, sker en klarlægning af sagens (kerne)problemstilling(er), og parternes argumenter bliver afstemt over for hinanden, mens deres respektive positioner bliver klarlagt.  

Processen er vigtig, fordi hver part - på godt og ondt - begrænses af de argumenter (anbringender), som fremføres under sagens forberedelse. På den måde træffer domstolen (som det klare udgangspunkt) alene sin afgørelse baseret på de argumenter, som parterne har fremsat under sagens behandling. Dette princip kaldes ”forhandlingsmaksimen” og betyder f.eks., at en part, der kunne have gjort et argument gældende, og med dette argument kunne have vundet sagen, kan risikere i stedet at tabe sagen, hvis ikke dette argument fremføres under sagens forberedelse. I den forbindelse kan det i mere komplicerede sager være en kunst alene at fremføre de argumenter i sagen, som i realiteten giver en part mulighed for at opnå medhold, og samtidig gøre det på en måde, hvor det sikres, at et argument ikke karambolerer med sagens øvrige argumenter eller giver modparten mulighed for (nemt) at vende argumentet til sin fordel.

(ii) Syn og skøn

Skal der gennemføres en skønsforretning, hvor en fagperson udarbejder en skønsrapport, der afdækker nogle faktuelle forhold i sagen, er det den part i sagen, der ønsker skønsforretningen gennemført, der skal tage initiativet hertil, ligesom det som udgangspunkt er denne part, der (indtil videre) skal betale for skønsforretningens gennemførelse. Denne part kaldes skønsrekvirenten.  

Begge parter har dog mulighed for at stille spørgsmål til skønsmanden, og den anden part kaldes i denne relation for skønsrekvisitus. Alt efter omfanget af parternes spørgsmål, kan omkostningerne blive fordelt mellem parterne, således det ikke alene er skønsrekvirenten, der (indtil videre) skal afholde omkostningen for at få gennemført af skønsforretningen og udarbejdet skønsrapporten. Det er domstolen, der - i forlængelse af skønsforretningens gennemførelse og i forbindelse med domstolens fastsættelse af skønsmandens honorar - bestemmer, hvor meget hver af parterne (indtil videre) skal betale for skønsforretningen.  

Den endelige fordeling af omkostningerne til skønsforretningen fastsætter domstolen i forbindelse med udmålingen af sagens (samlede) omkostninger, og dette sker almindeligvis som en del af dommen.

(iii) Spørgsmål udskilt til særskilt behandling

Det kan i nogle sager - hvor flere faktiske eller juridiske spørgsmål skal besvares, før domstolen kan træffe en samlet afgørelse - give god mening at udskille et eller flere spørgsmål til særskilt behandling. En sådan selvstændig behandling kan både (1) finde sted på skriftligt grundlag (dvs. uden en mundtlig hovedforhandling), ligesom den (2) kan behandles som en egentlig retssag, hvor parterne gennemfører en mundtlig hovedforhandling, som alene forholder sig til det/de selvstændige spørgsmål, der er udskilt til særskilt behandling.

Beslutningen om at udskille et spørgsmål til særskilt behandling er ofte begrundet i procesøkonomiske forhold, f.eks. hvor domstolen ved afgørelse af ét ud af en række spørgsmål har mulighed for definitivt at afklare, om det herefter giver mening at forholde sig til de øvrige spørgsmål.  

Et eksempel kan være i en sag, hvor den ene part gør gældende, at den anden parts krav er forældet, og hvor parterne i øvrigt er uenige om retsgrundlaget for kravet og kravets størrelse. De sidstnævnte spørgsmål om retsgrundlag og kravets størrelse kan tænkes at ville kræve en omfattende bevisførelse og nogle komplicerede juridiske problemstillinger, som slet ikke bliver relevante, hvis domstolen finder, at kravet er forældet. I et sådant tilfælde kan udskillelse af spørgsmålet om forældelse give god mening, da parterne - hvis kravet viser sig at være forældet - slipper for den omfattende behandling af de øvrige spørgsmål. Finder domstolen ved den særskilte behandling af forældelsesspørgsmålet, at kravet ikke er forældet, vil parterne herefter skulle fortsætte sagens forberedelse og gennemføre retssagen om de øvrige spørgsmål, som var sat på hold, mens det udskilte spørgsmål blev afklaret.

(iv) Retsmægling

Det er sædvanligt, at domstolene på det indledende telefoniske retsmøde spørger parternes advokater, om parterne er interesserede i at deltage i såkaldt retsmægling. Retsmægling er frivillig for parterne, og tilbuddet om retsmægling betyder, at domstolene stiller en retsmægler til rådighed, som vil forsøge at hjælpe parterne med at finde en mindelig løsning på konflikten. Ved retsmæglingen forsøges tvisten løst ved indgåelse af en aftale mellem parterne, således at sagen dermed kan afsluttes ved denne aftale i stedet for ved dom. Ofte aftales det, at retsmæglingen foregår i et af rettens lokaler ved den domstol, hvor sagen verserer, og det er sædvanligt, at parterne deltager med deres respektive advokater. 

Retsmægling kan være en god idé, hvis det vurderes, at der faktisk er en mulighed for, at sagen kan løses ad denne vej. Dog fravælges retsmægling i praksis ofte, fordi parterne på dette tidspunkt ikke tror på en mindelig løsning, f.eks. fordi parterne allerede forud for sagens anlæggelse har forsøgt at finde en mindelig løsning, og fordi forsøget med retsmægling i sig selv vil medføre yderligere (advokat)omkostninger.

(v) Delafgørelser af processuelle uenigheder

Er der spørgsmål om selve sagsprocessen, som parterne ikke kan blive enige om - f.eks. om en part kan pålægges editionspligt, om der skal afholdes (eventuelt supplerende) syn og skøn, eller om bestemte dokumenter skal tillades fremlagt - træffer domstolen i almindelighed afgørelse herom ved kendelse, når parterne har haft lejlighed til at fremkomme med deres bemærkninger til spørgsmålet. 

Sådanne delafgørelser kan nogle gange føre en omfattende selvstændig proces med sig, f.eks. hvor spørgsmålet er både afgørende og kompliceret, og hvor parternes bemærkninger derfor i sig selv får karakter af længere indlæg til domstolen. Herudover sker det, at den part, der ikke fik medhold i sit synspunkt, ønsker at appellere domstolens kendelse til en højere instans (for byretterne appelleres til landsretterne).  

I en række tilfælde kræver appel imidlertid Procesbevillingsnævnets godkendelse, hvorfor appellen formelt iværksættes med en anmodning om appeltilladelse, der sendes til Procesbevillingsnævnet. Opnås appeltilladelse, skal der herefter appelleres til den højere instans, og parterne har her mulighed for at supplere deres bemærkninger til spørgsmålet og byrettens afgørelse, inden appelinstansen træffer afgørelse om spørgsmålet. 

Når sagens indenretlige forberedelse er afsluttet (almindeligvis fire uger før den mundtlige hovedforhandlings første retsdag), påbegyndes forberedelsen af sagens mundtlige hovedforhandling.

Du kan finde mere information om den mundtlige hovedforhandling på næste side.